december | 2023 | Grønlændere i Danmark

Der bor knap 17.000 grønlændere i Danmark. Jeg er en af dem, men jeg har gennem mit liv holdt mit grønlandske jeg hemmeligt, og nu står jeg her og har tabt min grønlandske identitet. Derfor vil jeg rejse tilbage til et hjem, der ikke længere føles som et hjem.

Hvor kommer du fra, bliver jeg tit spurgt.

Det er mine mørkebrune øjne, mit nærmest sorte hår og min evigt solbrune hud, der afslører mig. Det skriger ud til verden, at her er en ung kvinde, der godt kunne ligne en dansker og så alligevel ikke.

Herning, plejer jeg at svare, mens mine indvolde vender og drejer sig i mig, fordi jeg lige har løjet. Over for dem og for mig selv.

For jeg er ikke fra Herning.

Nej, jeg blev født i Grønland af min grønlandske mor Batseba, der var gift med min danske far Carsten, i Maniitsoq, Grønlands sjettestørste by med 2.519 indbyggere, 140 kilometer nord for Nuuk.

Men de utallige gange, jeg har undladt at fortælle hele sandheden, har gjort mig forvirret. Ør. Desorienteret.

Derfor er jeg rejst tilbage. Det her er min historie, hvor jeg kigger frygten og skammen i øjnene og blotter mig.

8. november 2023 Jeg vender og drejer mig. Jeg fryser. Jeg har det varmt. Jeg kan ikke sove. Det har jeg ikke rigtig kunnet de sidste par måneder. Mine tanker flyver rundt i mit hoved. Hvad er det, jeg har gang i? Hvorfor gør jeg det her? Har jeg en form for fetish for smerte? Jeg har ondt i min mave, og jeg har mest af alt lyst til at gemme mig under en sten og aldrig se sollys igen. For der er nogen, der skal læse det her. Mine inderste tanker og følelser.

Hvad tænkte jeg dog på, da jeg sagde, at jeg ville lave denne opgave? Jeg er ikke vant til at tale om mine følelser. Jeg vil faktisk gå så langt og sige, at jeg er verdensmester i at undgå at tale om mig selv, og hvordan jeg har det. På den måde er jeg vel den ideelle journalist, for det skal jo helst ikke handle om mig, når interviewet går i gang og skal handle om en anden. Men nu har jeg sat mig selv i en situation, hvor jeg er hovedpersonen. Pis. Flot, Christina.

Jeg går frem og tilbage i min lille stue i den lejlighed, jeg har med min kæreste. Aarhus har været mit hjem de seneste otte år. Jeg sætter mig på vores sorte lædersofa, vi har købt i en genbrug. Jeg rejser mig igen. Går ind til soveværelset for at gå ud i stuen igen. Jeg slæber mine fødder over trægulvet, der egentlig trænger til at blive støvsuget. Jeg sætter mig på sofaen og kigger på min computerskærm. Jeg har allerede tastet mine kortoplysninger ind, for dem kan jeg udenad. Men mit grønlandske sprog har jeg for længst glemt. Sjovt som hjernen glemmer og husker.

”Har du brug for mere tid,” popper der op på skærmen. Jeg er åbenbart for langsom til at lægge de 8.752 kroner, det koster at rejse til Maniitsoq med Air Greenland.

Jeg har stadig nattøj på og min morgenkåbe står halvt åben, selvom klokken er halv elleve om formiddagen. Jeg plejer at være i gang med min dag på dette tidspunkt, men jeg har ikke kunnet tage mig sammen til at få købt den billet og få det ud af verden. Men nu gør jeg det! Det sortner for mine øjne, jeg ryster og mine hænder bliver kolde og klamme. Jeg har ellers altid varme hænder og kan nemt forme snebolde uden handsker på, uden de bliver kolde. ”Det er fordi, du er fra Grønland,” plejer min kæreste at sige. At min krop er lavet til at holde sig varm.

Mine øjne fyldes med vand og slører synet for MitID, der ikke kan genkende mit forvrængede ansigt.

Bekræftelse på reservation, Christina Alsing, København – Maniitsoq, 10. november 2023.

Nu sker det. Jeg skal tilbage.

Det mundlamme liv

Hvert år flytter omkring 2.000 grønlændere til Danmark. En sommerdag lige omkring min 12-års fødselsdag i 2008 var det min far, mine to brødre, min storesøster og hendes datter og mig, der pakkede vores liv ned i papkasser og flyttede ind i en fireværelses lejlighed i Herning. Et halvt år forinden, to dage før juleaften, døde min mor af kræft. Hun blev født, gift, fødte fem børn, mistede et barn, døde og blev begravet i sin hjemby. Hun nåede at blive 50 år. Hun er grunden til, jeg er halvt grønlænder. Det grønlandske er også grunden til, jeg er på vagt over for folk, når de spørger mig, hvor jeg er fra. Jeg har alt for mange gange oplevet, hvordan klassekammerater, undervisere og andre voksne kan reagere, når jeg fortæller det.

Typisk starter det uskyldigt ud med spørgsmål og kommentarer. ”Naturen må være så smuk deroppe, savner du det ikke?” ”Jeg tænkte nok, at du enten var fra Grønland eller et sted i Asien.” ”Du snakker virkelig godt dansk, man kan slet ikke høre på dig, at du er grønlænder.”

Men der sker oftest også et skifte i stemningen, når jeg ikke formår at lukke ned for samtalen og skifte fokus væk fra mig og Grønland. Typisk har mange danskere et familiemedlem, en kollega, ven eller en nabo, der har været i Grønland og har arbejdet deroppe, og skal kloge sig på, hvordan livet er deroppe. ”Der er også mange problemer deroppe med alkohol, stoffer, incest og selvmord, ikke? Er det noget, du selv har oplevet eller kender du ikke også mange, der har problemer?”

Under min gymnasietid og et par år efterfølgende, sad jeg på nåle, når samtalen blev drejet over mod Grønland og grønlændere. Jeg sad og ventede på, at de ville sige noget fordomsfuldt om det. Jeg havde slebet mine ord hjemmefra, så jeg altid ville være klar til at stikke dem ned, hvis de stak mig ned med deres ord. Det kunne sitre helt i min krop, og jeg brugte en masse energi på at være klar med et modsvar. Men når det endelig kom til stykket, og der blev sagt noget nedladende og fordomsfuldt, sad jeg og kiggede ud i luften uden at sige noget. Jeg turde ikke ødelægge stemningen.

Men der er mange grønlændere, der oplever det samme, som jeg gør. En ny undersøgelse foretaget af Institut For Menneskerettigheder viser, at 46 procent af de adspurgte grønlandske studerende altid, ofte eller nogle gange har oplevet at få negative kommentarer om Grønland eller grønlændere, som de fandt ubehagelige eller stødende. Det handler blandt andet om grønlændernes alkoholforbrug, misbrug og grønlænders primitive måde at leve på. I undersøgelsen er der også eksempler på, hvilke kommentarer eller spørgsmål de grønlandske studerende har fået.

”Jeg har fået kommentarer som ’Skal du ikke have en guldbajer i aften’ og ’Er der ikke meget selvmord, og seksuelt misbrug af børn, deroppe ved Grønland. Er det fordi I keder jer?” ”Jeg får tit at vide, at jeg ser asiatisk ud.” Jeg er en bleg grønlænder, men jeg har meget tydelige grønlandske træk i ansigtet, så folk sagde, at de troede, jeg var fra Japan.”

Her svarede 63 procent af de adspurgte grønlandske studerende også, at de mener, at danske unge generelt ved meget lidt om det moderne Grønland, som det er i dag.

Det stille menneske

Det er først, da undersøgelsen kommer ind på de kulturelle forskelle, der findes mellem Grønland og Danmark, at jeg får et sug i maven. Gennem min skolegang i Danmark har jeg gang på gang fået at vide af mine undervisere, at jeg skal sige noget mere i timerne. Jeg har svært ved at være blandt store grupper, fordi jeg drukner. Snakken går, og der er aldrig rigtig en pause, hvor jeg kan bryde ind med det, jeg har at sige. Så det ender tit med, jeg sidder og observerer og hører på andre snakke, medmindre der specifikt bliver spurgt ind til min holdning. ”Christina er meget stille. Hun siger ikke så meget,” sagde en lærer engang under et forældremøde på min skole i Herning. Det fik jeg at vide igen på gymnasiet og kan stadig få det at vide den dag i dag. Jeg er sågar blevet stemplet som værende genert eller introvert og tit arrogant også, fordi jeg ikke finder det akavet at sidde stille og lytte, mens andre snakker. I dag har jeg lært mig selv at afbryde eller smalltalke med andre mennesker, men allerhelst vil jeg tit bare gerne sidde og tie stille, hvis jeg ikke har noget at sige.

I undersøgelsen er der en studerende, som svarer, at grønlændere har tendens til at være lidt mere tilbageholdende og mere lyttende frem for at være hurtige til at komme med egne bemærkninger eller svar, og at den opførsel kan gøre, at vedkommende kan fremstå uinteresseret eller som en, der ikke har styr på, hvad der bliver snakket om.

Lige der slår det klik for mig. Det er præcis sådan, jeg har haft det. I al den tid har jeg gået rundt og tænkt, at jeg var mærkelig, siden jeg ikke snakkede løs og var mere tilbageholdende, når jeg var sammen med venner eller sågar min kæreste.

Min forpestede samvittighed

9. november 2023 Jeg var ved negleteknikeren i dag. Hun var ny på job, og jeg var hendes anden kunde, siden hun startede, så hun snakkede løs, selvom jeg mest af alt bare havde lyst til at få ordnet mine negle i stilhed. Hun spurgte ind til, hvad jeg skulle i weekenden, mens hun ordnede mine neglebånd, som jeg altså skal huske at pleje med negleolie, måtte jeg forstå.

Jeg skal bare hygge mig derhjemme og slappe lidt af, svarede jeg. Jeg løj. Igen. For jeg turde ikke fortælle hende, at jeg i virkeligheden skal til Grønland i morgen, og at jeg skulle nå Kombardobussen senere, og jeg havde lige nogle ting, jeg skulle hjem og pakke. Jeg var bange for, hvad hun ville sige til det. Hvad hun ville tænke om mig. Om hun ville komme mig i en kasse. I stedet for puttede jeg hende i en kasse og forventede, at hun ville sige de værste ting om grønlændere og mig. Så er jeg jo ikke en skid bedre selv.

Tilbage i min stue har jeg hentet min gule North Facetaske fra kælderen og smidt den på gulvet, der ikke er blevet støvsuget endnu. Jeg skal afsted om to dage, og jeg har ikke kunnet sove om natten på grund af tankemylder, siden jeg bestilte billetten. Katastrofetankerne har ramt mit sind.

Hvad nu hvis det hele har ændret sig? Jeg fortryder igen. Kommer i tvivl. Hvad er det, jeg vil deroppe? Det er nok også derfor, jeg har udskudt pakningen. Jeg plejer at lave pakkelister uger i forvejen en rejse, men ikke denne gang. Det bliver for virkeligt for mig, at jeg skal tilbage til Sukkertoppen. Gad vide, hvornår jeg stoppede med at sige Maniitsoq for at sige Sukkertoppen i stedet for, tænker jeg for mig selv for at distrahere min hjerne fra at pakke.

Mest af alt håber jeg bare på, at flyet bliver aflyst, så jeg ikke kommer afsted. Det er november, vejret er dårligt, og deroppe er det vejret og ikke klokken, der bestemmer, om flyet letter eller ej, så chancerne for en aflysning er der. Tænk sig, at jeg lige har smidt for to måneders husleje i en flybillet tilbage til min hjemby og så ikke have lyst til at tage af sted.

1. november 2023 Jeg har lige skrevet til min moster Ruth, eller monster, som vi plejer at kalde hende af en eller anden årsag. Jeg kan se på Messenger, at sidst vi havde en form for kontakt var et ubesvaret opkald for et år siden til min fødselsdag og hende, der sendte et billede af udsigten fra deres hus. Tænk sig, at jeg ikke har gjort noget for at holde kontakten til min mors søster, og så kommer jeg her og spørger, om jeg må bo hos hende, fordi jeg skal til Grønland for at lave det her sindssyge projekt. Jeg har ikke set hende, siden hun var i Danmark til min nieces konfirmation i 2015.

”Hej monster, jeg håber, du har det godt <3 Jeg har det godt i Aarhus, og jeg skal i gang med at skrive mit afsluttende projekt på Journalisthøjskolen, hvor jeg vil rejse til Maniitsoq. Jeg ville lige høre, om jeg måtte bo hos jer? Jeg er i Maniitsoq fra 10. november,” skriver jeg med bankende hjerte.

Der går to timer og et kvarter, før hun svarer.

”Såfølge glæder os til at se dig <3” svarer hun, som om jeg lige har spurgt, om jeg måtte komme forbi og spise aftensmad.

Det er nok også den dårlige samvittighed, der nager mig. Jeg har ikke rigtig gjort noget for at opretholde nogen form for kontakt. Hverken med min moster, resten af familien deroppe og mine barndomsvenner. Jeg undskylder det med, at jeg var ung og i teenageårene, og der er man vel altid lidt umulig og utilregnelig? Og at når der går for lang tid mellem kontakten, så bliver det også en stor mundfuld at skulle forklare, hvad der er sket gennem årene, og der skal to til en tango, og de har heller ikke taget kontakt til mig… Så det er ikke kun mig, vel? Vel?

Tomhændet og alene

Jeg finder min plads på flyet. En Airbus A330 med plads til 278 passagerer, og der er heldigvis ikke nogen, der skal sidde ved siden af mig. Jeg bliver med det samme taget tilbage til min barndom, når vi skulle på sommerferie i Danmark. Forventningens glæde. Sidst jeg sad her, var jeg 13 år. Der skulle åbenbart gå 14 år, før jeg rejste tilbage.

To timer tidligere, klokken 6.28, er jeg er lige stået af metroen, der har ført mig til Københavns Lufthavn. Jeg har det som om, at jeg skal på min første solorejse, for ved check ind-skranken formår jeg at glemme mit pas, jeg går igennem security med min skrigorange Nalgene vanddunk, der kan indeholde og indeholder en liter vand, som jeg er nødt til at hælde i mig foran personalet og en kø, der bliver længere og længere, fordi jeg er så elendig til at bunde. Jeg beslutter mig for at gå hen til gaten med det samme, selvom der er halvanden time til boarding. Jeg er ikke den eneste, der har fået samme idé, så jeg sidder blandt andre grønlændere, der skal mod Kangerlussuaq, eller Søndre Strømfjord på dansk. Mange af kvinderne ligner min mor med det korte, mørke hår, de permanente smilerynker om munden og den lille topmave, der kan anes gennem dunjakkerne. De fleste kender hinanden og krammer af gensynsglæde. Sådan er det med grønlændere. De er gode til at spotte andre grønlændere. Da jeg lige var flyttet til Aarhus, fik jeg altid et smil og et ”haluu” på vejen. Men som årene er gået, er de smil og hilsener blevet færre og færre. Måske ser jeg ikke så grønlandsk ud mere i deres øjne, eller er jeg stoppet med at kigge dem i øjnene, når jeg går forbi?

Jeg føler mig ensom og alene, mens jeg sidder ved gaten, og jeg vil ønske, at nogen også ville give mig et kram.

Fire timer senere stiller jeg uret tre timer tilbage på mit ur. Jeg er landet i Kangerlussuaq og skal dræbe fire timer, før jeg kan komme med et lille indenrigsfly mod Maniitsoq. Mine kinder gør ondt. Det er kombinationen af minus 13 graders kulde og det smil, jeg har haft klistret på mit ansigt, siden jeg landede. Jeg kommer i tanke om, at jeg har glemt at købe cigaretter til min moster, som hun bad mig om, i den toldfrie zone, fordi cigaretter er så dyre i Grønland, men svære at undvære, når de har været en trofast følgesvend hos hende siden 13-årsalderen. Men det er for sent, for før jeg får set mig om, skal jeg videre med et lille propelfly med plads til 18 passagerer, og jeg kommer tomhændet til Maniitsoq, ikke engang en tak-fordi-jeg-måtte-bo-her-gave har jeg taget med. Den her tur har altså allerede gjort noget underligt ved mig.

Bag hegnet ved landingsbanen står en flok og kipper med det grønlandske flag. Jeg ved faktisk ikke, om der kommer nogen og henter mig. Jeg har faktisk ikke kontaktet min moster, siden jeg spurgte hende, om jeg måtte bo hos dem, hvor hun svarede ja. Selvom jeg ikke har set hende i otte år, kan jeg med det samme genkende hende. Den mørke page med det korte pandehår, som hun har haft, siden jeg kan huske det. Jeg kan ane lidt flere rynker i hendes ansigt, men ellers ligner hun sig selv. Jeg krammer hende. I lang tid. Jeg har ikke lyst til at give slip. Hun rykker sig væk fra mig for at få et ordentligt blik på mig, før hun klemmer mig igen.

”’Iggu’, jeg har savnet dig,” siger hun. Jeg har ikke hørt ordet ’iggu,’ der er et udtryk, man bruger om en, man synes er sød, i mange år. Med sig har hun sin yngste datter Arnaaraq, som jeg ikke har set, siden vi flyttede til Danmark, og min onkel Emil. Efter flere lange gensynskram beslutter vi os for at køre en tur og se byen, før solen går ned klokken 15.

Intet i byen har ændret sig. Jovist, der er kommet flere huse og bygninger til, og enkelte huse har nok måtte lade livet, men de bygninger og huse, der var der, da jeg var barn, står stadig, nogle pænere end andre.

Maniitsoq er Grønlands sjettestørste by, og byens navn betyder ’det ujævne’, som hentyder til områdets kuperede terræn og høje fjelde. Derfor er her også mange trapper, der snor sig op ad fjeldene til de farverige huse, der bryder med det hårde område. Det danske navn, Sukkertoppen, er fra kolonitiden, hvor byen fik navnet på grund af de snedækkede bjergtoppe. Vi kører forbi og over flere broer, fordi den lille by faktisk er flere øer, er der forbundet af broerne. Vi passerer min gamle folkeskole, hvis blå farve ser lidt træt ud efter flere år med vind og vejr. På hver side af skolen har vi byens to store butikker: Brugsen og Pisiffik, som konkurrerer mod hinanden for at få flest mulige af kunderne i byen. Vejret er klart, hvis man ser bort fra den tykke os fra bilerne, der kommer på grund af frosten. Skolebørnene bliver hentet af deres forældre og bliver slæbt over vejen i deres kurebrætter. Vi kører hjem til min moster efter den korte køretur i byen.

”Undskyld, der dufter stadig af fisk i huset efter Emanuels fødselsdag, hvor vi holdt kaffemik,” siger hun og vifter med hænderne. Huset ligner sig selv, rummene er stadig indrettet på samme måde med køkkenet til højre for døren, spisestuen og stuen i ét rum i forlængelse af entréen og den lange gang, hvor værelserne er fordelt.

For enden ad gangen er badeværelset. Sidst jeg var her, havde de ikke kloakering til toilettet, og det viser sig, at de stadig ikke har fået det. Det er stadig en toiletspand med en sort affaldssæk med frit udsyn til husets efterladenskaber. ”Det kommer til sommer, når de får lavet kloakering i den her del af byen,” får jeg fortalt af min mosters mand, Søren, der gennem mit besøg ikke laver så meget andet end at sove, spise og se fjernsyn. Den søde lugt ude på badeværelset, som jeg lige skal vænne mig til.

Jeg finder også hurtigt ud af, at jeg har pakket alt for lidt varmt tøj med. Huset, der er fra 80’erne, er dårligt isoleret, og gardinerne blafrer på grund af træk fra vinduerne. Så jeg bruger 13 dage på at fryse lige så meget indenfor, som jeg gør indenfor. Jeg undervurderede, hvor koldt der rent faktisk er om vinteren. Jeg havde nok også glemt det ligesom så meget andet.

Skammen over skammen

13. november 2023 I dag har jeg brudt en regel, jeg kan huske fra min mor, da jeg trådte ud af min mosters hus: Gå aldrig ud med vådt hår, hvis der er koldt udenfor. Jeg gør, hvad jeg kan for at pakke mit stadigt fugtige hår ind i min kashmirhue, så det ikke fryser. Jeg griner af mig selv. Her går jeg rundt som 27-årig i min barndomsby og skiller mig totalt ud med mit blodrøde halstørklæde og mine karrygule handsker. Folk i byen kigger på mig, når jeg går forbi dem. Jeg tror, de kan se, at jeg ikke normalt er her. De kigger undrende på mig, som om de har set mig før. Jeg kommer også til at stirre på dem. Jeg vil prøve at se, om jeg kan genkende dem. Det ender ud i en stirrekonkurrence, hvor jeg taber, fordi jeg bliver forlegen.

Jeg ved ikke helt, hvor jeg er på vej hen. Jeg går bare. Jeg bliver faktisk lidt overrasket over, hvor kort tid det tager mig at komme hen til byens torv. Som lille syntes jeg altid, det tog hundrede år, hvis vi skulle gå hen til min mosters hus. Det er nok bare mine ben, der er blevet længere, for byen er ikke blevet mindre.

Før min tur herop frygtede jeg, hvordan jeg ville have det med at være tilbage. Jeg var bange for, at jeg ville møde de samme typer, som jeg har gjort på Klostertorv eller Hovedbanegården i Aarhus. Højtråbende grønlændere, der skulle være stoppet med at drikke efter de første mange genstande. Det stikker altid i mit hjerte, når jeg møder dem. Jeg kigger altid ned på jorden. For det kunne lige så godt være mig eller min storebror, der stod og delte en Hot n’Sweet-flaske med en anden, før den blev kastet ned i asfalten, så glasset splintres ud over vejen.

Men kan ikke se det samme her. Jeg ser ingen fulde mennesker på gaden. Måske er det fordi, det er for koldt til at te sig udendørs, så man i stedet for bliver hjemme og drikker.

Pludselig bliver jeg ramt af en følelse af skam. Jeg skammer mig over, at jeg har skammet mig over min baggrund. At jeg har været bange for at komme herop.

Min psykolog spurgte mig engang, om jeg havde overvejet at rejse tilbage til Grønland. Jeg startede til psykolog, fordi jeg blev underlig, når jeg fik for meget at drikke. Jeg kunne blive modbydelig. Jeg kunne finde på at overfalde min kæreste, venner og sågar fremmede verbalt. Dagen efter ville jeg ikke kunne huske noget som helst. Det ville være sort i min hukommelse.

Hun forklarede mine udbrud med, at jeg var ét stort rod indeni. Tabet af min mor, rejsen fra Grønland og tabet af følelsen af tilhørsforhold, en slags identitetskrise og et selvværd, der skrabede bunden.

Jeg forklarede hende, at jeg skam havde overvejet at rejse til Grønland, men undskyldte det altid med, at turen kostede for mange penge, og at jeg ikke havde mulighed for at spare op. Sandheden var nok, at jeg allerede på det tidspunkt havde bygget de katastrofetanker i mit hoved om, hvordan det ville være at rejse tilbage, og at økonomien var en bedre undskyldning.

Hun mente, at det ville være godt for mig at rejse til Grønland og få en såkaldt ’closure’ med mit tab af min mor, mit gamle liv. Og nu står jeg her. Foran mit gamle hus på toppen af et fjeld i Maniitsoq.

De dansende danskere

Jeg kan mærke, at jeg har brug for at snakke med en, der enten har oplevet eller oplever noget af det samme som mig, som er længere i processen.

Jeg kontakter Nauja Lynge, der er en 58-årig forfatter og debattør, som er født og opvokset i Nuuk, og faktisk har boet i Maniitsoq et par år. Hun kalder sig selv for en grønlandsdansker. I modsætning til mig, var det hendes far, som var grønlænder og hendes mor dansker. Det var efter forældrenes skilsmisse, at hendes mor flyttede til Danmark og tog Nauja og hendes søster med. Hun husker tydeligt, hvor stolt hun var over, at hun kom fra Grønland, men der skulle ikke gå lang tid før, den stolthed ændrede sig. Hun oplevede, at der ikke var plads til at være grønlænder, der blev gjort grin med sproget. Det var svært for Nauja Lynge at skjule det grønlandske på grund af hendes udseende og navn, så i stedet prøvede hun at få sine klassekammerater til at fokusere på noget andet. Når hendes grønlandske bedsteforældre kom på besøg, sørgede hun for, at de holdt sig langt væk, så andre folk ikke så dem. Hun var flov over dem og det, de repræsenterede.

Hun sørgede for at blive den sjove pige i klassen og klare sig godt i skolen. ”Hvorfor hed jeg ikke Laila og havde lyst hår?” kunne hun finde på at spørge sig selv. Hun kunne mærke, at hun var anderledes end de andre, og det var det sidste, hun havde lyst til.

Det gjorde samtidig også ondt på hende, når der blev fortalt jokes om sine landsmænd, blev grinet af dem eller talt ned til dem, som om de ikke eksisterede. Hun havde et indre depot, hvor hun lagrede al den kedafdethed. Hun undertrykte sit grønlandske jeg.

I dag ville Nauja Lynge ønske, at hun havde håndteret hele situationen anderledes. At hun havde stået op for sig selv og været stolt af sin grønlandske baggrund. Det er især den grønlandske kultur, hun så godt kan lide. At man først bliver spurgt, hvem du er i familie med, før snakken går op, hvilken uddannelse du har, og hvad du arbejder med. Allermest synes hun, det er sjovt at drille danskere ved at tie stille. Så begynder de at danse som mus for at få en samtale op at køre.

Allerhelst vil hun ironisk nok ønske, at hun så lige så grønlandsk ud, som da hun var barn.

21. november 2023 Jeg er begyndt at blive meget opmærksom på, hvordan jeg er. Jeg har adopteret den danske mentalitet, hvor stilhed ikke er at foretrække. Jeg tager mig selv i at snakke rigtig meget ved spisebordet og snakke om løst og fast. Jeg har endnu ikke luret, at det først er efter, man har spist, at man snakker sammen. Jeg havde glemt alt om de små sociale normer.

Det er også lidt sjovt, at jeg er begyndt at imitere min moster. I stedet for at svare ”ja”, er jeg begyndt at løfte mine øjenbryn og nikke kort med hovedet, der er den grønlandske måde at sige ja på.

Jeg har også prøvet at tale lidt grønlandsk. Jeg har alle sætninger og udtalen i hovedet, men de kan ikke komme ud af min mund. Mit luftrør blokerer for al samtale. For hver dag der går, kan jeg forstå mere og mere, når min moster og Søren snakker sammen på grønlandsk. Jeg begynder at huske igen.

Følelsen af hjem

Jeg skal snart tilbage til Aarhus. Jeg tager turen igen, bare omvendt. Jeg ved ikke, hvordan jeg har det med det. På en måde glæder jeg mig til at opleve et ordentligt toilet, der ikke giver mig kvalme. Jeg glæder mig til ikke at fryse hele tiden. At spise grøntsager, der ikke har været frosset. Ikke længere er gæst. Men samtidig er jeg også bange for, at det er min sidste gang heroppe. At jeg siger, at jeg nok skal komme herop igen, og at der ikke går over ti år igen.

Jeg bliver kørt til lufthavnen og har cheket min gule taske ind, der er blevet fem kilo tungere på grund af mængden af tørfisk, jeg har fået med. Jeg ved ikke helt, hvor jeg skal kigge hen, eller hvad jeg skal sige. Vi sætter os ved et rundt bord, min moster, Arnaaraq og jeg. Der er ikke rigtig nogen af os, der siger noget betydningsfuldt. Solen er ikke stået op endnu, men jeg kan se, at der er is på landingsbanen. Jeg siger, at jeg håber, flyet kan lande. Min moster kigger på mig og hæver sine øjenbryn og nikker lydløst.

Øjeblikket minder for meget om sommeren 2008, og vi stod præcis samme sted og skulle sige farvel. Jeg har ikke lyst til at begynde at græde foran hende, for så ved jeg, at jeg ikke kan stoppe. Jeg er nødt til at bide det i mig og sluge klumpen af gråd, der har vokset sig i min hals som en tumor. Jeg kan heller ikke holde ud at give hende et langt kram. Det bliver kort, og hun kysser mig. Hun kysser mig på munden, som min mor ville have gjort det. Jeg tager mit boardingpas fra bordet og går mod scanneren, scanner min billet og træder ud på landingsbanen hen mod flyet.

Jeg kan ikke vende mig om. Jeg kan ikke engang se, hvor jeg træder henne. Mine øjne er oversvømmet af salte tårer, der løber ned til min mund. Lige der, i det øjeblik, lover jeg mig selv, at jeg ikke længere vil lægge skjul på mit grønlandske jeg.For jeg er Christina, der er fra Grønland, og jeg er grønlænder.

Grønlændere i Danmark

Monthly Archives: december 2023

Identitetstabet